Om situationalitet.

Jeg er i dag af mine evigt begavede studiekammerater blevet gjort opmærksom på, at nedenstående episode er et stjerneeksempel på det bitzerske retoriksyn: at diskurs (i dette tilfælde min blog)  opstår når der er situationer (som fx cement i min entré), der kalder på det. Og det må siges at være korrekt!

Tag dén, Vatz!

(for ikke-retorik-nørder: Lloyd F. Bitzer er en af den moderne retoriks grand old men og repræsenterer en deterministisk strømning: verden eksisterer, og den påkalder sig retorik, der opstår, fordi verden/situationen kræver det.
Richard Vatz er hans modsætning, der ikke mener at situationer kræver retorik, men at retorik derimod skaber situationer, og at alt dermed afhænger af retors intention – sat på spidsen: Verden afhænger af retors italesættelse af verden.  Med andre ord: Hvad kom først, situationen eller retor? Holder retor en tale fordi der er en kritisk situation der kræver et retorisk indspark? Eller er der en kritisk situation der kræver et retorisk indspark fordi retor italesætter det som en kritisk situation der kræver et indspark?
Men så blev alle meget klogere og fandt ud af at de begge to har lidt ret og at det hele i øvrigt minder meget om drama)

Se mig! Og cement.?

Jeg har gået længe og overvejet det dér blog. Virkelig længe. Snublet over situationer og tænkt ”hvis jeg havde en blog, så ville jeg skrive om dét her!”
Nu skete der så noget, der var så sært, at jeg blev nødt til det.

For i går aftes kom jeg sent hjem. Og fandt, at min entré var blevet beriget med flydende cement.
Ikke en everyday-thing, nej. Men i starten vidste jeg slet ikke, at det var cement.

Jeg er kommet træt hjem, har slæbt mig op til tredje sal, jeg låser mig ind, jeg hænger jakken – og bemærker så, at mine sko klistrer til gulvet. Jeg kigger ned. Og finder, at et fint fem-centimeters lag af et halvvådt gråbrunt fluidium har okkuperet min entré og en del mit toilet. Ikke okay!

Undren. Begynder febrilsk tankesøgning, HVORFOR, HVORDAN og HVAD. Har jeg haft en ukendt dåse maling liggende? Har min nabo, sprit-Kaj på 67, væltet en spand med latex (og her ønsker jeg så ikke at vide hvorfor, hvordan og hvad), som er sevet under væggen? Og kan det overhovedet lade sig gøre?

Heldigvis er overboen hjemme og vågen, og han vil da gerne lige kigge ned, og hvad drejer det sig om.
Tja – han har tilfældigvis svaret på min spekulation. Han har nemlig lige støbt sig et cementgulv. Og som de fleste vil vide, så er flydende cement – ja, flydende.

Tre timer, en hel del spande vand og ufatteligt mange jokes om nye og spændende former for nabo-kontakt  er mit gulv, mine støvler og min entré renere og pænere end det nok i virkeligheden har været længe.

Og nu har jeg altså lavet en blog.

Og det bekræfter mig i, at det der med blogs bare er et spørgsmål om at opleve noget så sært, at man glemmer alle ’jamen-det-er-småexhibitionistisk-og-se-mig-agtigt’-klynkekommentarer og bare MÅ ud med det.

Så… SE MIG! NU!